Nyhedsbrev nr 15 – 5. Juni 2010
I dette nyhedsbrev
- Deltag i de politiske formuleringer
- Borgerligt Centrum Ungdom
- Hjemmeside og Facebook
- Årsmøde i november
Det er en spændende tid i politik i øjeblikket, idet valgkampen helt tydeligt er skudt i gang. Både regeringen og oppositionen har mere travlt med at pege fingre af hinanden end at løse Danmarks reelle problemer. Selvom alle eksperter, herunder også de økonomiske vismænd, råber op om økonomiske reformer, så sker der intet hos VKO eller hos oppositionen.
I Borgerligt Centrum er vi ikke i tvivl om, at der skal reformer til over hele linjen, det har vi sagt fra dag ét. Der er flere politiske områder, der kræver en ny og anderledes tankegang, og den får vi altså ikke fra nogle af de eksisterende partier. Borgerligt Centrum skal derfor i arbejdstøjet, og i den forbindelse har vi brug for dig.
Deltag i de politiske formuleringer
Som du sikkert ved, så er en af grundholdningerne i Borgerligt Centrum, at medlemmerne skal inddrages i udformningen af vores politik. På baggrund af vores principprogram skal vi nu have udformet nogle mere udførlige politiske skrivelser, der kan være med til at give os en mere detaljeret politisk profil.
Sidste måned havde vi en udmelding på folkeskoleområdet, der cementerede Borgerligt Centrum som et nytænkende parti, der benytter medlemmer med en praktisk viden indenfor politikområdet til at formulere vores politik, selvfølgelig baseret på principprogrammet. I går kom så regeringens rejseholds rapport om folkeskolen, og langt de fleste forslag fra rejseholdet stemmer helt overens med Borgerligt Centrums udspil. Dette viser, hvor præcis man kan være i et politisk udspil, når man benytter fagfolk, der har dagligdags problematikker helt inde på livet. Vi vil dog ikke nøjes med et rejsehold inden for folkeskolen, vi vil hele vejen rundt.
Der er rigtig mange områder, der kræver vores opmærksomhed. Derfor vil alle vores medlemmer i den nærmeste fremtid blive inviteret til at deltage i det politiske skrivearbejde. Er du ikke medlem af partiet endnu, så kan du stadig nå at melde dig ind, og få indflydelse på netop dit ekspertområde.
Vi vil selvfølgelig benytte vores hjemmeside til at præsentere vores politiske udmeldinger efterhånden som de bliver gennemarbejdet.
Borgerligt Centrum Ungdom
Den 1. juni blev Andreas Steno konstitueret som formand for Borgerligt Centrum Ungdom. Andreas Steno kommer fra København og læser HA på Copenhagen Business School. Mathias Lindegaard fra Nakskov blev valgt til næstformand.
Vi kan næsten ikke få hænderne ned i begejstring over, at Borgerligt Centrum igen har en velfungerende ungdomsafdeling, og vi forventer os meget af de unge, der allerede har formuleret nogle politiske fokusområder, såsom ungdomsrådhus, mindre ungdomsformynderi og alternativ sundhed.
Samtidig med konstitueringen af bestyrelsen blev Borgerligt Centrum Ungdoms nye hjemmeside lanceret på webadressen http://www.bcungdom.dk, hvor de nye politiske initiativer vil blive publiceret.
Hvis du er ung af sind, og har lyst til at deltage i Borgerligt Centrum Ungdoms arbejde, så er du mere en velkommen til at kontakte formanden Andreas Steno. Du kan finde kontaktoplysninger på hjemmesiden.
Hjemmeside og Facebook
Vores Facebookgruppe er vokset støt siden vi i starten af april satte fokus på netop dette område. Vi forsøger stadig at opdatere gruppen løbende med artikler og kommentarer, som vi mener er relevante for Borgerligt Centrums politik.
På hjemmesiden fik vi indført BCPoke som en slags kommentar på sager, der er oppe i tiden. Det er korte meninger, som ikke nødvendigvis er fyldt med store politiske holdninger. BCPoke vil også blive indført på BCUngdom, hvor det her bliver vores unge medlemmer, der får ordet og som kommenterer på aktuelle sager.
Udover hjemmesiden, så har vi flere aktive bloggere, som skriver om politiske sager. Langt de fleste af disse blogs bliver lagt på hjemmesiden 180grader.dk, hvor man i vores gruppe http://www.180grader.dk/gruppe/borgerligt-centrum kan finde de blogindlæg, som ikke altid finder vej til vores officielle hjemmeside. Vi arbejder på, at lave en ny struktur på hjemmesiden, hvor disse blogs også kan findes, således vi langsomt bevæger os over mod en hjemmeside, hvor mange af vores medlemmer kommer til orde.
Årsmøde i november
Årsmødets dato er allerede fastsat, så hvis du har lyst til at deltage, så kan du allerede nu reservere den 13. november. Vi har rigtig mange idéer til årsmødet, og vores forhåbning er, at vi i år får et langt og udbytterigt møde med en god afsluttende fest.
Vi har endnu ikke besluttet os, hvor vi skal holde årsmødet, men dette vil tilgå snarest muligt.
Vi ses i Borgerligt Centrum
/ Jeppe Søe, partiformand
