Ungdomsrådhus Nu!
Professor Kasper Møller Hansen og Ph. D.-studerende Yosef Bhatti står bag en analyse, som tydeligt viser, at Danmarks unge undlader at bruge deres stemme ved især landets kommunalvalg. Ved kommunalvalget i 2009 valgte blot 45 % af de 19-21-årige at stemme, hvilket er et fald på otte procentpoint i forhold til kommunalvalget i 1997.
Yosef Bhatti forholder sig til, at den dalende valgdeltagelse kan være et udtryk for en manglende interesse for demokratiet. Når der tilmed er synlige tendenser til, at den sociale arv også har indflydelse på, hvem det er, der stemmer, så kan man udlede, at den manglende interesse for demokratiet også bliver et udtryk for den sociale arv.
Vi står derfor overfor nogle helt centrale problemstillinger i forhold til, at få de unge til at involvere sig og tage demokratiet alvorligt. Det er efter vores overbevisning ikke nok bare at nedsætte en valgdeltagelseskommission, som foreslået af Socialdemokraterne. Vi skal kigge på de centrale budskaber i undersøgelsen, nemlig at interessen for demokratiet muligvis er faldende, og i hvert fald er interessen for aktiv involvering i kommunale beslutningsprocesser på en rutchetur af dimensioner. I Borgerligt Centrum er vi ikke overraskede over denne udvikling, vi sagde allerede ved kommunalvalget i 2009, at de unge skulle involveres mere i kommunale beslutningsprocesser, hvis vi skulle bibeholde en ungdom, som gider at være en del af det politiske billede. Det typiske byråd består af halvgamle mænd og damer, og de unge har ofte svært ved at tilkæmpe sig pladser på partilisterne, hvorfor det er enddog meget svært at blive valgt til byrådet, hvis man er ung.
Da vi stillede op til borgerrepræsentationen i København var en af vores mærkesager, at Københavns rådhus skulle have tilknyttet et ungdomsrådhus, som ville få direkte indflydelse i Borgerrepræsentationen. Vi arbejder hen imod, at vi i visse større byer på forsøgsbasis opretter ungdomsrådhuse, hvor alle unge mellem 15 og 20 år kan stemme ungdomspolitikere ind. Afhængigt af byrådenes størrelse skal ungdomsrådhusene have et antal mandater, der sikrer, at de unge får indflydelse og bliver hørt i den enkelte kommune. Unge er ikke bare børn, som er mere besværlige, det er vores fremtid, og kun gennem aktiv inddragelse i demokratiet, kan vi sikre, at den nuværende tendens ikke fortsætter. Derfor bør vi ikke ignorere de unge, som vi gør i dag, de skal tages alvorligt og inddrages i demokratiet. At man i Danmark kan drages til ansvar for sine handlinger som 14-årig står i skærende kontrast til, at vi ikke vil give unge medstemmelse i samfundet.
Kombineres ungdomsrådhuset med Borgerligt Centrums forslag om at indføre medborgerskab som et fag i folkeskolen, hvor vi netop skal lære om demokrati, indflydelse og medbestemmelse, så tager vi første skridt i den rigtige retning.
Venstre vil lave et forskningsprojekt, Socialdemokraterne vil have en valgkommission. Vi vil tage aktion og med en simpel inddragelse af målgruppen forsøge at komme problemerne til livs. Det mener vi, er den rigtige måde at håndtere den lave valgdeltagelse blandt unge på.
